GENERALFORSAMLING 2026

Kerteminde Vinterbadere


STIFTET 2014


 

Indkaldelse til generalforsamling 2026

 

Folketingsvalget den 24. marts 2026 har forhindret os i at afholde den generalforsamling, der allerede var indkaldt til.

Ny dato: 30. marts 2026!

 

Der indkaldes hermed til:

 

Generalforsamlingen i Kerteminde Vinterbadere
mandag d. 30. marts 2026, klokken 19.00 i
Cafeteriet på 1. sal,
Kerteminde Idrætscenter, Enggade 19, 5300 Kerteminde

 

Dagsorden er vedhæftet. Endelig dagsorden med eventuelle forslag fra medlemmerne, det revisorgodkendte regnskab og forslag til budget for det kommende år udsendes på mail senest tirsdag d. 23. marts 2026.

Bestyrelsen har gjort nogle tiltag, der gerne skulle betyde, at generalforsamlingen kan afsluttes senest kl. 21. Der bliver blandt andet lavet en tidsplan for dagsordenen, og bestyrelsens beretning tager højst 15 minutter. Der er afsat tid til spørgsmål og kommentarer til både beretning, regnskab og budget. 

Klokken 18.00, inden generalforsamlingen begynder, byder foreningen på et stykke pizza og en øl eller vand. Der vil både være vegetariske og ikke-vegetariske pizzaer. Der er en øl eller vand til alle - også til de, der ikke spiser med. Hvis du vil spise med, kræver det tilmelding på vores nye Medlemsportal: 

 

kertemindevinterbadere.foreningsadministrator.dk

 

Login er din mail-adresse og den kode, du fik tilsendt i mail d. 23. februar 2026. Har du fået slettet den mail, kan du bede om at få en ny kode tilsendt på medlemsportalen.

Hvis du ikke vil spise med, er tilmelding ikke nødvendig og så kommer du bare inden klokken 19.

 

Vil du gerne have behandlet et forslag på generalforsamlingen?

Alle medlemmer kan stille forslag til behandling på generalforsamlingen, men Generalforsamlingen kan kun vedtage forslag, som på forhånd er fremsendt sammen med den endelige Dagsorden, og som ikke er i strid med vores vedtægter.

Forslag til generalforsamlingen skal derfor fremsendes senest den 16. marts 2026 klokken 12 til formanden på mail: formand@kerteminde-vinterbadere.dk.

Vedtægterne er vedhæftet. Hvis bestyrelsen vurderer, at et forslag er i strid med vedtægterne, vil forslagsstilleren blive kontaktet med henblik på en afklaring.

Hvis man ønsker noget ændret, som er i strid med vores vedtægter, skal der først stilles forslag til ændring af den vedtægt, som forslaget er i strid med. Vi anbefaler, at dette gøres i dialog med bestyrelsen.

Hvis et fremsendt forslag ikke er i strid med vedtægterne, vil forslaget blive optaget på den endelige dagsorden, som udsendes senest d. 23. marts 2026. 

 

Husk at et forslag, skal være formuleret, så Generalforsamlingen enten kan vedtage det eller forkaste det. Du bør også motivere dit forslag og det skal du også regne med at gøre på generalforsamlingen. Er du i tvivl, er du velkommen til at kontakte formanden på formand@kerteminde-vinterbadere.dk

 

Valg til bestyrelsen

Der bliver brug for minimum et nyt bestyrelsesmedlem eller en suppleant. Så overvej gerne om de eller nogle af de andre poster, der er på valg, kunne være noget for dig. 

Posten som kasserer er på valg. Efter 8 år på denne post ønsker John Weiss at videregive stafetten. Kaj Arvad Ravnholt Larsen har i det forløbne år fulgt arbejdet som kasserer og stiller op til posten. Bestyrelsen anbefaler valg af Kaj.

Hvis Kaj bliver valgt som kasserer, bliver hans bestyrelsespost - med valg i ulige år - ledig. I så fald skal der vælges én til denne post, som så kun er for ét år. 

To bestyrelsesposter er på valg i lige år. Lars Bo Jensen og Tony Dall er på valg, og de genopstiller begge.

Der er også valg til de to suppleantposter. Lis Pedersen genopstiller, Lone Krag ønsker ikke at genopstille.

John Weiss, der stopper som kasserer, stiller gerne op til enten den ledige bestyrelsespost eller som suppleant.

Hvis du er interesseret i at stille op til bestyrelsen eller som suppleant og måske ikke helt ved, hvad det indebærer, eller du bare er nysgerrig, vil du kunne møde formanden og nogle bestyrelsesmedlemmer og suppleanter til snak om bestyrelsesarbejdet over en kop kaffe, en øl eller et glas bobler d. 4. marts 2026 mellem kl. 18-19 i Søbadet.


På bestyrelsens vegne 

 

 

 

 

Venlig hilsen

Jan Bo Jensen

Formand for Kerteminde Vinterbadere

 

 

På forhånd tak!

 

Med venlig hilsen

 

Jan Bo Jensen

Formand for Kerteminde Vinterbadere             

formand@kerteminde-vinterbadere.dk

unsplash